Bestyrelsesformand, Thomas Kähler, citeret i Politiken
18. december 2023
17. november offentliggjorde dagbladet Politiken en artikel om ROCKWOOL og Eccos fortsatte tilstedeværelse i Rusland. Hovedfokus er på ROCKWOOL.
Politiken bad om kommentarer fra bestyrelsesformand Thomas Kähler, hvilket blev efterkommet af ROCKWOOL. Har man adgang til Politiken, kan man læse den fulde artikel her: Venstrepolitiker: »De skovler jo penge ind. Jeg mener, at det er en slags værnemageri« - politiken.dk
Politiken bragte dele af svarene fra Thomas Kähler. Herunder findes de fulde svar, som ROCKWOOL sendte til Politiken:
Hvorfor fastholder Rockwool produktion i Rusland?
ROCKWOOL ejer et datterselskab i Rusland. I juni måned sidste år overgik vi til passivt ejerskab af selskabet og har derefter ikke serviceret eller på nogen måde været involveret i den daglige drift af selskabet. Som passive ejere har vi alene beskæftiget os med ejeranliggender, herunder udbyttebetalinger. Selskabet hverken importerer eller eksporterer produkter til eller fra andre ROCKWOOL-selskaber. Det russiske datterselskab producerer varer i Rusland af russiske råvarer og sælger disse på det russiske marked. Det er vores klare opfattelse at selskabet vil fortsætte samme aktivitet uanset om ROCKWOOL ejer aktierne i selskabet eller om ejerskabet overtages af en anden aktør. Hvis selskabet blev overtaget af en russisk aktør, ville 4-5 gange det beløb som i dag betales i skat årligt ende op på russiske hænder. I tillæg ville ROCKWOOL efterlade en velfungerende forretning, fabrikker og unik teknologi.
Det er en løbende forretning, der vil fortsætte, uanset om vi ejer aktierne eller ej. Vi har svært ved at se, hvordan det kan svække Rusland. Eller for den sags skyld styrke Ukraine. Det er derfor vores ræsonnement, at det, både etisk og forretningsmæssigt, giver mest mening at fastholde det passive ejerskab.
Hvad er Rockwools kommentar til, at selskabet er føjet til den ukrainske liste over ’internationale krigssponsorer’ af Ukraines nationale antikorruptionskontor, NACP?
Selvfølgelig gør det indtryk, at vi er blevet tilføjet den ukrainske liste, især når listen kun omfatter ganske få af de flere tusinde internationale selskaber, som har aktiviteter eller selskaber i Rusland. Vi har henvendt os til de ukrainske myndigheder og forklaret at et væsentligt større beløb ville ende i Rusland, hvis vi opgav ejerskabet. Vi håber snart at få en dialog med dem om sagen.
Hvad tjener Rockwool på produktionen i Rusland?
Vi oplyser ikke regnskabstal på lande-basis.
Hvor meget betaler Rockwool i selskabsskat i Rusland?
Vi oplyser ikke regnskabstal på lande-basis.
Hvorfor vil Rockwool ikke mødes med Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen?
I februar 2023, havde vores CEO, Jens Birgersson, en emailudveksling med Jan E. Jørgensen. Da han forstod at det ikke ville være muligt for ROCKWOOL at lukke aktiviteterne i det russiske selskab ned, foreslog Jan E. at vi burde sprænge vores fabrikker i Rusland i luften. Jens Birgersson foreslog Jan E. Jørgensen at mødes, men det vendte han ikke tilbage på.
I forbindelse med at Jens-Kristian Lütken rejste forslag om at Københavns Kommune skulle boykotte ROCKWOOL, bad jeg ham om et møde for at forklare den komplekse situation og de begrænsede handlemuligheder. Da Jens-Kristian Lütken foreslog at Jan E. også kunne deltage i mødet, svarede jeg via e-mail med henvisning til Jan E.’s opfordring om at sprænge fabrikkerne i luften, at jeg kunne være bekymret for om der ville komme noget konstruktivt ud af mødet hvis han deltog, men lod det op til Jens-Kristian Lütken at beslutte. Herefter bekræftede Jens-Kristian mødet uden deltagelse af Jan E.
Hvad er Rockwools kommentar til, at Jan E. Jørgensen mener, at selskabets produktion i Rusland er en form for værnemageri?
Det må stå for hans egen regning. Vi mener, at vi gør det rigtigste i denne meget vanskelige situation. Vi kan ikke lukke aktiviteten i Rusland ned, men ved at fastholde ejerskabet af det russiske datterselskab kan vi begrænse Ruslands udbytte af selskabets aktiviteter til kun at omfatte skat af det russiske overskud.
Hvad var Thomas Kählers budskab til Københavns integrations- og beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken, da de mødtes før sommerferien?
Vi mødtes efter sommerferien i august. Mit ærinde var at informere borgmesteren om baggrunden for, og overvejelserne bag, de beslutninger ROCKWOOL havde truffet siden Rusland invaderede Ukraine.
Hvad kan få Rockwool til at trække sig ud af Rusland?
Vi vurderer løbende omstændighederne omkring forretningen, men ser ingen nytte i at spekulere i en potentielt endeløs række af fremtidsscenarier.