Da Rusland angreb Ukraine i februar 2022, havde ROCKWOOL fire aktive fabrikker i Rusland. De fire fabrikker har siden stillet os i et dilemma, der ikke tilbyder nogle gode løsninger – kun opgaven med at finde den mindst ringe.
Vi ejer stadig fabrikkerne, men har skilt dem ud fra den øvrige ROCKWOOL virksomhed og har ikke noget med den daglige ledelse af fabrikkerne at gøre. Fabrikkerne er helt selvforsynende, der kommer ingen råvarer til dem ind i Rusland og de hverken importerer eller eksporterer produkter til eller fra andre ROCKWOOL-selskaber. Det er et lukket kredsløb, men det betyder også, at de nemt vil kunne overtages og køre videre, med eller uden ROCKWOOL. Derfor skiller vi os ikke af med dem.
Vi har det sådan: Vi kan ikke overbevise os selv om, at det er en god ide at give ROCKWOOLs russiske omsætning og forretning til den russiske stat eller en oligark.
Er det den perfekte løsning? Nej, men vi synes det er den mindst dårlige.
Kan man være uenig i beslutningen og kritisere den? Ja, det forstår vi godt man kan. Men det er som sagt det dilemma, vi står med.