Da ROCKWOOLs nordiske hovedkvarter i Hedehusene stod overfor en gennemgribende renovering, foretog den danske stenuldsproducent omfattende beregninger, der konkluderede at renovering var den bedste løsning både hvad angår CO2 og økonomi.

Siden ROCKWOOLs 3.448 m2 store hovedkvarter blev indviet i 1972, har virksomheden formået at reducere energiforbruget med hele 64 %. Den seneste renovering alene har stået for 42 % af den samlede reduktion og samtidig bidraget til, at byggeriet er blevet DGNB Guld-certificeret og lever op til Bygningsreglementets nye bæredygtighedskrav, der blev indført i 2023.

Konkret er energiforbruget i kontorbygningen i Hedehusene efter renoveringen faldet med imponerende 64 % fra 185 til ca. 68 kWh/m2/år. Det betyder, at bygningen nu lever op til renoveringsklasse 1, der fremhæver det lave energibehov og det gode indeklima. 

Sparede ca. 370 t. CO2e  ved renovering fremfor nybyg

Valget af renovering fremfor at bygge nyt passer som hånd i handske med ROCKWOOLs generelle fokus på bæredygtighed, cirkularitet og genanvendelse. LCA-beregninger viser, at der er sparet ca. 370 t. CO2e ved at bevare og genbruge bygningens grundkonstruktion.

- I mange tilfælde vælger man at rive ’gamle’, utidssvarende bygninger ned og opføre nye i stedet, men heldigvis er der en stigende opmærksomhed på gevinsterne ved at renovere. Byggesektoren er ansvarlig for ca. 40 % af det samlede affald i Danmark, og 95 % af det stammer fra renovering og nedrivning, siger Frank Ove Larsen, der er adm. direktør for ROCKWOOL i Norden og fortsætter:

- Vi har lige siden 2012 haft en genanvendelsesordning for brugt stenuld og den ROCKWOOL-isolering og de Rockfon-akustikplader, der er blevet kasseret i forbindelse med renoveringen, er indsamlet og genanvendt i produktionen af nye ROCKWOOL-produkter fremfor at blive kørt på forbrændingen.

Renoveringen kunne også mærkes på bundlinjen

Renoveringen er dog ikke bare en gevinst for miljøet, men har også en positiv effekt på de samlede omkostninger ved byggeriet, lyder det fra Frank Ove Larsen:

- Renovering er ikke bare rentabel i forhold til reduceringen af CO2-udledning, men også rent økonomisk. Den samlede pris for renoveringen er på ca. 17.000 kr./m2, hvor nybyggeri vurderes at ligge på 20-25.000 kr./m2. Det er da bestemt en omkostningsreduktion, der er til at tage og føle på.

ROCKWOOLs resultater ved renoveringen af det nye hovedkontor understøtter konklusionerne i den rapport, som Rambøll i 2020 udarbejdede for det tværfaglige branchepartnerskab ’Renovering på Dagsordenen’. Her konkluderede man på basis af 16 faktiske cases, at det miljømæssigt og totaløkonomisk er mest fordelagtigt at renovere fremfor at bygge nyt.

Fakta:

  • Beliggende i Hedehusene
  • Hovedkontor for 150 medarbejdere fra isoleringsproducenten ROCKWOOL Nordics samt søsterselskaberne Rockpanel, Rockfon, Lapinus og Grodan, der også producerer stenuldsløsninger.
  • 3.448 m2 fordelt på 4 etager
  • Det samlede energiforbrug er faldet med 64 % fra 185 kWh/m2/år til ca. 68 kWh/m2/år

ROCKWOOLs seneste energirenovering:

  • Efterisolering af bygningens sydfacade og gavle: samlet U-værdi på 0,11 W/m2/K
  • Nye vinduer i bygningens sydfacade: samlet U-værdi på 0,8 W/m2K
  • Nye ventilationsanlæg, som overholder Bygningsreglementets komponentkrav til erstatning af det eksisterende fra 1972
  • Nyt belysningsanlæg med lavt energiforbrug og sensorer ift dagslys og tilstedeværelse
  • Konvertering af varmeanlæg fra naturgas til fjernvarme
  • CTS-anlæg til styring, regulering og overvågning

DGNB-certificering

Byggeriet har opnået en DGNB Guld certificering. DGNB er udviklet af German Sustainable Building Council, og er en af verdens førende certificeringer for bygninger og byområder.

For at opnå en DGNB certificering skal en bygning opfylde en række strenge bæredygtighedskriterier inden for sekshovedområder, hvorefter bygningen kan tildeles sølv, guld eller platin.

WELL-certificering

Det nordiske hovedkontor i Hedehusene har som den første kontorbygning i Danmark opnået en WELL Certified™ platin certificering under den seneste version af standarden.

WELL er udviklet af International WELL Building Institute™ (IWBI™), og er en af de førende certificeringer for bygninger, der søger at understøtte beboernes sundhed og velvære på flere parametre end blot bygningens udseende.